Ved valg af ovn skal husmødrene være særligt opmærksomme på rengøringsfunktionerne. Forskellen i metoder og viden om handlingsprincippet giver dig mulighed for nøjagtigt at forstå alle mulige fordele og ulemper.
I huse, hvor ovnen konstant bruges, tager det meget tid at rengøre sin indre overflade. Rigelig forurening under opvarmning afgiver en ubehagelig lugt, der kan ødelægge smag og aroma af en bagt skål. Producenter af husholdningsapparater omgår ikke dette problem og tilbyder som en løsning de to mest almindelige muligheder for selvrensning af ovnen. Begge af dem har et fælles arbejdsprincip, men de karakteristiske træk gør valget vanskeligt. Spørgsmålet om, hvilken ovn, der skal installeres i køkkenet, skal afgøres af værtinden selv, der kender mekanismen for drift af forskellige rengøringssystemer.
Pyrolytisk selvrensning i ovne optrådte tidligere, og derfor er denne teknologi næsten blevet bragt til perfektion. Princippet for sådan rengøring er simpelt - ved høj temperatur brænder fedt og snavs simpelthen ud og bliver til fin sod. På samme tid forbliver non-stick-belægningen af ovnens vægge ren, idet den ophobede snavs kasseres. Metoden er usædvanligt god, men brændende organisk snavs forekommer ved temperaturer tæt på 500 grader, og selve ovnen skal derfor være lavet af et holdbart og varmebestandigt materiale og have fremragende termisk isolering, de omgivende genstande skal beskyttes mod ild og den indvendige belægning mod ødelæggelse. Dette forklarer de høje omkostninger ved sådanne ovne, fordi kun de bedste materialer er involveret i deres produktion, og den konstante forbedring af sikkerhed og effektivitet kræver arbejde i et stærkt videnskabeligt kompleks. Det er karakteristisk, at når belægningen er beskadiget, kan ovnen ikke repareres.
Advokater for klodens ressourcer hævder, at for produktion af pyrolytiske paneler spildes for meget værdifulde og ædle metaller, anbefales det derfor ikke at bruge ovne med et sådant rensesystem.
En anden type oprensning er katalytisk. Han optrådte for ikke så længe siden, men har allerede tjent popularitet blandt masserne. Hvis der er et separat regime for pyrolytisk rengøring, forekommer den katalytiske, hver gang mad koges i ovnen. Overfladen på de indvendige paneler er ikke perfekt glat, den har porer. Dette tillader, at forureningen kommer i kontakt med ilt, når den opvarmes, men ikke klæber til overfladen og gradvist nedbrydes til sod og vanddamp. Med denne rengøring er små pletter og stænk af fedt synlige på ovnens vægge, men de ophobes ikke og smuldrer fuldstændigt over de næste 2-3 præparater, uanset graden af forurening.
Den katalytiske belægning tåler ikke høj varme, så bunden af ovnen, dækket med almindelig emalje, skal rengøres efter hver tilberedning.
Så hvad er den bedste rengøringsmetode til ovnen? Man kan med det samme sige, at den pyrolytiske metode er til dovne mennesker, der overhovedet ikke vil blive involveret i rengøring af ovnen og donere for dette en vis mængde penge og øget energiforbrug. Pyrolytisk rengøring har to ulemper - metodens høje pris og lave sikkerhed, fordi ovnens glas- og metaldele bliver meget varme under rengøringen. Den katalytiske ovn kræver heller ikke særlig indsats for at opretholde renlighed bortset fra periodisk rengøring af bundvæggen. Ulempen med denne metode er ovnens ikke meget præsentable udseende under drift og behovet for at skifte selvrensende paneler en gang hvert 3-4 år.
