Hvor ofte skal du observere en forenklet tilgang til at vælge en stil fra stoffer med et mønster. Roligt kopierede kjoler med forskellige størrelser, rytmisk skifte, stemningsbillede. Men hvis du kaster dig ind i, forstår tegningens art, hvor bredere omfanget af mulige løsninger vil udvide sig, og kjoler bliver mere udtryksfulde, fordi figurens logik bemærkes og forstærkes i stil. Modedesigner, der modtager den næste opgave, studerer dens konstruktionsfunktioner i lang tid, vænner sig til sit tema og undrer sig over, hvilke elementer der siger stilen selv. Bestemmer, i hvilken silhuet hans skønhed manifesteres bedst, billedet af hvilken modemodel han passer.
Dette læres af et gammelt kostume, hvor tegningen altid fungerede til billedet, var i harmoni med både silhuetten og kjolens volumen. Vi ser igennem kostumehistorien. Lad os gennemgå historiens sider. Gotisk: alle former for kostume og udseende er strakt op og ekstremt indsnævret, silhuettens linjer er enkle og stive. Og billedet - på en glat baggrund spredes sjældent de enkleste motiver fra rombuer, trekanter, tørre og geometrisk korrekt afbildede planter, som om de er ridset af en nål eller lagt fra en tråd. Det er umuligt at forestille sig et fuldblodigt levende løb af blomster. Alt er strengt, kortfattet og som omudskrevet - i harmoni med idealerne om stram askese. I løbet af renæssancen bliver silhuetten kraftig - tungt stof, tunge folder og enormt vævet med guld - lige en nok til kroppen - syv-petaled roser. Størrelsen på mønsteret, konturernes rundhed, udbuelsen - alt sammen gentager idealet om fysisk pragt. Et andet billede er rokoko. En kvindedukke er på mode, øm og lys, og derfor tegningen af de mest delikate farver: mesterligt udførte akvarellebuketter med blomster, rækker af smalle striber ispedd blomsterlande. Farve, delikat tegning - alt er lille, elegant, legende.
Begyndelsen på det XX århundrede, jugendstil. Idealet er et billede af åndelighed: store øjne, en frodig frisyre hævet op, en kjole flyder ned fra lette stoffer. Mønsteret er beskedent, blidt, ikke distraherende fra det vigtigste i udseendet - åndelighed i ansigt, øjne. Disse er små ærter, små, som valmuefrø, pletter, prikker, de tyndeste grene.
20'erne - “industrielt” billede, hvor den førende silhuet er en rektangulær skjortekjole. Og tegningen er en geometri: romber, rektangler, ærter. Finish - direkte kantning, geometriske indsatser. I 30'erne blev dette billede erstattet af det modsatte - feminint, med lange kjoler, næsten til anklerne, med en flydende silhuet og plaststoffer. Og så ændres billedet. I bløde farver er et indviklet mønster af små blomster fleksibelt og lyrisk, som selve kjolen.
Mini mode, 60'ere. Den mest spektakulære kjole på dette tidspunkt har et mønster så stort, at et motiv var nok til hele kjolen. Det er tydeligt, at selve kjolen kun er en lille vest i en løs, udvidet silhuet, og et stort mønster indkapslet i en lille form har en tendens til at gå ud over det og reducerer det visuelt endnu mere.
Så det er sandsynligvis helt klart, hvordan tegnsproget er veltalende og udtryksfuldt. Hvordan bruges det på moderne måde? I dag, når hovedordet er stil, er det vigtigt, at billedets stil forstærker stilen på kjolen. Og her er det nyttigt at vide, at alle mønstre er opdelt i to typer. En af dem er statiske. Motivene her er symmetriske, arrangeret i et strengt rektangulært mønster eller tavle. Oftest er dette mønstre, motiver er geometriske. De kræver den samme strenghed i konstruktionen af stilen. Fra en "checker", for eksempel, er dikkedarer, vinger, blussede nederdele, afrundede sømlinier ikke egnede. Alle kanter på delene skal lægges i en lige linje parallelt med mønsterets retningslinje, derfor er det ønskeligt med en geometrisk nøjagtig silhuet. Nederdelene vil kun være lige eller plisseret, kraver og lommer - rektangulære i form. Sådanne stoffer er oftest tofarvet, og her er der særlig god finish i tonen i mønsteret, hvori der understreges design: syning, kantning, beskæring, bælter, bånd ved porten.
Og den anden type mønster er dynamisk, levende, hvor mønstre frit spredes over stoffet. Tværtimod er det ikke "let", hvis det er indesluttet i geometriske, strenge snitformer. Enhver unødvendig søm skader ham. Især på bagsiden, der generelt betragtes som et ægteskab. Silhuetlinierne er i harmoni med mønsterets stil. Jo større, livligere billede, jo mere afslappet skal det være i kjolen. Hvor han får denne vilje - i et krydsskørt, i en generøst samlet ærme, i en krop med en skød - afgør den specifikke stil.
Hvis mønsteret er stort, skal du straks indstille på det faktum, at du i dette tilfælde ikke bliver dekoreret med en stil, men med et lyst, effektivt stykke stof. Køb et sådant stof med en margin.
Hvordan skal man være forsigtig, hvis noget skal ”rettes”, udjævnes, udjævnes i udseendet! En ung, fyldig kvinde holder øje med et væv i sfæriske knopper. "Hvor skal du hen, " siger venen, "der er nok i dig og så videre."
De lægger stof på hende. Ansigtet begyndte virkelig at virke rundere, figuren er tættere. De prøvede en anden - i bløde udslip af akvareller, men i det virkede figuren formløs og vag, som selve stoffet. Men her fandt de endelig: lette konturer af grene med en lodret retning. Og der opstod en mirakuløs ophør - hele "rundheden" forsvandt, kvinden blev fit og slank.
Naturligvis bemærkede du, at i kostumets historie blev et stort mønster gentaget to gange: da det var nødvendigt at give figuren en monumentalitet, et endnu større volumen i mini-mode-tider.
Det er bedre for en tyndhudet kvinde med spidse træk at opgive alt, hvad der er hårdt og spidst på tegningen. Selvfølgelig skal man ikke helt opgive den dominerende af hans udseende, ellers går billedets stil tabt. Men lad det ikke kun være en smal strimmel, men en strimmel skiftevis med blomsterpynt, der vil blødgøre den. Ærter - mindre, afrundede kopper blomster med skarpe blade osv.
